TEMA-citater
- Foråret viser, hvad Gud kan gøre med en grå og snusket verden (Virgil A. Kraft)
- Når man sidder stille og laver ingenting, kommer foråret, og græsset vokser af sig selv (Zen-buddhistisk ordsprog)
- Foråret er en øvelse i udødelighed (Henry David Thoreau)
- Der er så meget forår i luften, at det kunne få en biskop til at bide en serveringsdame i øret (Christopher Morley)
- A life without love is like a year without spring (Octavian Paller)
- In the spring, at the end of the day, you should smell like dirt (Margaret Atwood)
- In the spring, I have counted 136 different kinds of weather inside of 24 hours (Mark Twain)
Jeg mødte en gammel kollega forleden. Han sagde glædestrålende og med et lunt forårsglimt i øjet, at han nu endelig var sluppet af med sine vinterdeller. Nu havde han fået forårsruller i stedet.
Umiddelbart så det ikke ud til at have rykket på kiloene. Men det er jo det, foråret gør ved os. Pludselig er glasset halv fuldt i stedet for halv tomt. I takt med den stigende temperatur og lysets genkomst ændrer vores syn sig på mange ting. De bliver set i et mere positivt skær, og vi bliver mere overbærende over for både os selv og andre. Sindet bliver lettere og de bekymringer, som i de mørke måneder kunne lægge sig som et tungt bånd om både pande og bryst, løsner sig op og bliver håndterbare. Vort humør og lyst til fest og farver stiger også i takt med at dagene bliver længere, og verden får flere farver. Vi får simpelt hen mere energi og bliver mere kåde.
Et af de første forårstegn for mig er, når jeg har lyst til at sidde udenfor og drikke en kop kaffe. Det havde jeg forleden. Her blev jeg straks ramt af endnu et forårstegn, da Thisteds - vel nok - blegeste mand gik forbi i shorts. Ben, der fik mig til at tænke på Goris gamle malerreklame: ”De råber Gori.”
"Hvert eneste af forårets blade minder os om opstandelsens løfte," sagde Martin Luther.
Giro 413 og foråret
Det er også et forårstegn, når Giro 413 får støvet den nu 95-årige Jørgen Reenbergs gamle forårssang: Den første forårsdag, af.
Sangen er fra 1953 og blev brugt i den første Far til fire-film.
Teksten siger jo alt om forår:
"Hjertet springer ud
på forårets bud.
Det er en herlig tid.
Luften har en duft,
som tager min fornuft.
Snart blomstrer kærligheden.
Den første forårsdag
er fyldt med trylleri.
Alverden sætter i
med vårens melodi.
Hvert år vi ser miraklet er omkring os her,
men det er hver gang som
for første gang det kom.
Det første forårssmil,
den første hyacint.
Nu er vi sluppet ud
af vinterens labyrint.
Og alle blomster rejser flag,
så nyd i fulde drag
den skønne første forårsdag."
Giro 413 giver mig mindelser om utallige skønne familiemiddage i 70’erne, hvor min mors fantastiske søndagsmad fik ekstrakrydderi, når Arne ”Myggen” Hansen præsenterede Giro 413, og lytterne havde samlet ind i alt fra mosters A-skål og onkels undermund over et udhulet franskbrød til brudens venstre sko.
Jeg får smagen af den møreste oksesteg i munden, duften af den lækreste kyllingesovs i næsen, synet af den friskeste hjemmelavede agurkesalat i øjet, følelsen af den store dessertske i hånden, som gavmild øste råcreme hen over de henkogte ferskner og pærer, og lyden af Poul Bundgårds ”Bordets glæder” i øret samtidig med, at jeg får den særeste fornemmelse af, at disse søndage alle var forårssøndage. Set i forhold til kalenderen kan det vist ikke passe, men følt som en glæde og en fin fornemmelse giver det vel alligevel mening.
Foråret mildner sindet
For et år siden skrev jeg også om foråret. Umiddelbart kan det synes en kende uopfindsomt, at ville koge mere forårssuppe på den pølsepind. Men når vi når hen omkring 1. maj, så fylder foråret jo det hele. Det er svært at lade være med at gå ud i det og næsten umuligt at kigge hen over. Og at ignorere det, kan der overhovedet ikke blive tale om!
Men foråret er en utrolig gavmild tid, og det kan sagtens tåle endnu en tur i skrivekarussellen. Men i stedet for at så nye forårsfrø, vil jeg - i biodiversitetens navn - vælge forårsløg denne gang.
Lidt paradoksalt kan man sige, at forårsløg først skal begraves for så – forhåbentligt og på forunderlig vis – at bryde gennem jorden (opstå) som spirer, for derfra at blive transformeret om til en fantastisk plante godt hjulpet på vej af kærligheden i form af sol, vand og gødning.
Kigger vi på den danske forårssangskat, så har mange af disse sange haft samme forløb som ovennævnte forårsløg. De er nemlig skrevet under personlige og samfundsmæssige kriser.
Billedligt talt kan man sige, at spiren til de sange er undfanget i et mørkt sind - som løgene i den mørke muld - for så ved hjælp af lysets, kærlighedens og optimismens komme at folde sig ud som smukke og tankefulde sange.
Johs. Nørregaard Frandsen, der er professor i litteratur ved Syddansk Universitet og leder af H.C. Andersen Centret i Odense, udtrykker fænomenet på følgende måde: ”De store danske forårssange er især blevet til under store samfundskriser.” For ”foråret kan give håb under store kriser”, som han siger.
Disse forårssange - hvor kimen er lagt i et tungt sind - er temaet i dette blogindlæg.
Påskeliljen inspirerede Grundvig til at skrive den smukke forårssalme: Påskeblomst
Bondeblomsten og Guds søn
I 1817 sad Grundtvig for eksempel og kiggede modløs på en påskelilje, mens han var taget hjem til sin præstefar i Udby - i en slags frivillig karantæne - efter et mislykket ophold i København.
Dengang blev påskeliljen betragtet som en slags ukrudt. Den var datidens svar på mælkebøtten og kunne på ingen måde konkurrere med de fine roser, der blev solgt i byen eller flettet ind i salmer som Brorsons ”Den yndigste rose er funden”.
Men påskeliljen fik Grundtvig til at tænke. Og skrive. Han kunne identificere sig med den simple bondeblomst. For han følte sig selv bondsk.
”Bondeblomsten” mindede ham også om, hvordan hele nationen havde tabt terræn i kølvandet på Napoleonskrigene. Englænderne havde bombet København. Danmark var gået statsbankerot i 1813 og måtte afstå Norge året efter. Det stolte Danmark, der engang havde været en stormagt, var skrumpet ind og blevet en provinsiel påskelilje i europæisk sammenhæng, hvor den engelske rose i stedet havde vokset sig stærk.
Men midt i hans triste tanker mindede påskeblomsten ham pludselig også om Guds søn, der blev ringeagtet som ukrudt, født i en stald og spottet på korset som en simpel forbryder, men påskemorgen vandt over vinteren og døden ved at genopstå som forårets førstegrøde – som en påskelilje!
Og sådan løftede den gule blomst Grundtvig op af sit mismod.
Ovennævnte Johs. Nørregaard Frandsen siger om den transformation:
”Det er stærkt, når Grundtvig skriver: ”Påskeblomst! En dråbe stærk drak jeg af dit gule bæger og som ved et underværk den mig hæver, vederkvæger.” På den måde skriver Grundtvig jo også nadveren ind i sit digt, der samtidig bliver et billede på Jesus og på opstandelsen. Det er flot.”
"Den blå anemone"
Og Grundtvig er ikke alene om at have fundet fortrøstning i forårsbilleder.
Tænk bare på Kaj Munks ”Den blå anemone,” som blev skrevet midt under Besættelsen.
Kaj Munk kigger ned på denne lille, undselige blomst og ser den som et spejl af det himmelske. Han kalder dens sølvblå flor for et ”stænk af himlens tone” og slutter kraftfuldt sin stærke forårssang af med at skrive:
”Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!”
Kaj Munk må have kendt Grundtvigs Påskeblomst, for - som den - viser Kaj Munk, at det største forstås bedst gennem det mindste.
At sangen også har en billedlig reference til Tysklands besættelse af Danmark, gør den bestemt ikke mindre fantastisk og aktuel.
"Du lille anemone, hvor er din skaber stor!" skrev Kaj Munk
Benny Andersens digt ”Hilsen til forårssolen” blev oprindeligt skrevet som en kommentar til den anden oliekrise i 1979, inden Povl Dissing satte melodi og stemme til den elskede forårssang.
Her er vi væk fra opstandelsesbillederne i Benny Andersens humoristiske tekstunivers, hvor
”Det er forår og alting klippes ned.
Der beskæres i buskadser og budgetter.”
Men sangen ender alligevel i et slags opstandelseshåb:
”Og en gang går solen sin runde uden mig,
men når forårssolen skinner,
lever jeg!”
Forår og forelskelse
Højskolesangbogen er fuld af den slags forårsbilleder. Af gode grunde. For foråret er den store armlægning mellem vinteren og sommeren. Derfor er det også smukt, at påsken falder sammen med foråret. For vi ved heldigvis godt, hvem der vinder.
Men foråret er samtidig et billede på en kamp, man kan genkende litterært som det nye, der bryder frem i konflikten med det gamle – eller med det, som skal gå under. Foråret er det store billede på håb. For det er i foråret, at livet vender tilbage, så vi tror på, at noget nyt kan starte.
Det er derfor også ofte i foråret, at vi bliver forelskede. Denne kendsgerning kommer tydeligt til udtryk i Højskolesangbogens udvalg af forårssange. Som eksempel kan nævnes sangen ”Det er i dag et vejr,” hvor en forelsket kvinde hilser foråret velkommen ved at købe hyacinter og jubler sin glæde ud:
”Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til én, som jeg har kær.”
Ludvig Holstein - som er blevet kaldt ”Den årlige naturs lyriker” - har skrevet digtet, og Poul Schierbeck har skrevet melodien, der sammen med teksten får sangen til at svæve som lyse minder. Det er som om foråret ligger helt ude i melodien.
Forår på trods af sorgen
Foråret er håbets og opstandelsens årstid – for mange af os. Men midt i al den forårsjubel står der nogen, som har svært ved at forlige sig med forårsglæden, fordi de ikke selv er rigtig glade.
Lektor i litteratur ved Københavns Universitet, Lilian Munk Rösing, sætter følgende ord på det skisma:
”Der er både noget afventende og sorgfuldt over det forår, vi netop nu befinder os i.”
Lilian Munk Rösing peger blandt andet på sangen ”Sorg”, som egentlig er et digt af Tove Ditlevsen med titlen ”Forårstræthed er tilladt”, som Anne Linnet satte musik til på pladen ”Kvindesind” i 1978:
”Det er en sang, der handler om forårssorg. Det udtrykker den modsætning, der kan være mellem den blomstrende natur og et sorgfuldt sind. Ligesom det berømte digt ’The Waste Land’ af T.S. Eliot, hvor ”April is the Cruellest Month,” altså april er den ondeste måned.”
Forår er også forelskelse
Anne Linnet har faktisk beskæftiget sig en hel del med foråret som motiv, hvis man dykker ned i hendes sangkatalog.
”Alt det, vi har grædt igennem livet, det svinder på en forårsdag,” synger hun på den kendte ”En forårsdag”, der er skrevet i 1970, men først blev udgivet i 1988. Også den har en sorgfuld baggrund og handler om de tanker, Anne Linnet gjorde sig om sine forældres forhold, hvis de var blevet gamle sammen. Det gjorde de ikke, for hendes far døde allerede som 58-årig.
I en anden og mindre kendt forårssang fra Linnets hånd, ”Forår fatale” fra 1978, finder en seksuel vækkelse sted i hende. På det tidspunkt var Anne Linnet forsanger i kvinderockgruppen Shit & Chanel, mor til to og gift med jazzmusikeren Holger Laumann.
I omkvædet synger en ulykkeligt forelsket Linnet:
”Luk foråret ude og lad mig i fred,
lad mig synke i mørkets uendelighed
lad mig være alene, lad mig nu gå,
lad mig glemme det forår, jeg hørte og så.”
Men i tredje vers skifter stemningen og bliver lys:
”Det mildner i luften, det spirer og gror
du forår, du er som en hjertevarm kvinde, der ler,” synger hun.
Foråret vil samværet
I 1985 blev Anne Linnet skilt fra Holger Laumann og har siden levet som biseksuel og været gift med kvinder ad flere omgange. Den altopslugende lyst til at dele tilværelsen med en anden, en elsket, mærker man meget tydeligt i flere af Anne Linnets sange, mener musikanmelder og forfatter Klaus Lynggaard:
”Jeg synes, der er to forår i ’Forår fatale’. Der er et forår, hvor hun er ked af det, ensom og fortvivlet. Det forår er ikke værd at hylde. Men så kommer der et andet menneske, og lige pludselig kan hun mærke foråret med alle sine sanser. Anne Linnet besynger meget sjældent det fede ved at være alene, der skal være en anden, der puster liv i tingene. Sådan er det også i ’En forårsdag’. Foråret i sig selv henrykker ikke, men når der er en at dele det med, kan hun mærke det,” siger han.
Jens Rosendals meget populære forårsvise ”Du kom med alt det, der var dig” hedder oprindeligt ”Forelskelsessang”. Den er skrevet i 1981, da Rosendal som 50-årig var lærer på Løgumkloster Højskole og blev voldsomt forelsket i en mandlig elev. På det tidspunkt havde han været gift med en kvinde i mere end 20 år og havde tre børn med hende.
”Du kom med alt det, der var dig,
og sprængte hver en spærret vej,
og hvilket forår blev det!”
lyder sangens første linjer, før hovedpersonen ”stormer ud og køber øl.""
Foråret kan sprænge alt
For Anne Knudsen, der er medforfatter til bogen om Jens Rosendal, ”Du kom med alt det, der var dig”, som udkom i foråret 2019, er det slet ikke kun en glad sang. Det er også en voldsom sang, der passer til et voldsomt forår.
Hun siger:
”Teksten er meget dramatisk, når man lige går et lag dybere ned. Foråret ”sprænger hver en spærret vej,” ”alting råbte” og ”din næve var så varm og god.” Når man ser på den på den måde, viser den også, hvor svært det kan være, når man står midt i en stor forandring i livet. Det er den dobbelte livsglæde, som jo netop er i foråret. Man stormer ud og køber øl – men det var heller ikke gået uden Vorherre.”
Forårsforståelsen hos Rosendal er, at der kan komme nedslag, som ændrer den livsbane, der var kridtet op for os. Den slags nedslag kan jo komme, når man mindst venter det, påpeger Anne Knudsen og ”spidder” det hele med følgende ord:
”Foråret er noget, der sprænger alt, hvad der var sat op for os på vores vej. Alt det, vi har gået og passet os ind i. Det er en bebudelse om noget nyt. Og hvad end hele verden siger, så kaster vi os ud i det, i foråret, i kærligheden og i livet. I troen på, at det, der venter os forude, er godt.”
".... men når forårssolen skinner, lever jeg!" skrev Benny Andersen
Jeg vil slutte indlægget med et par digte, som hylder foråret og identificerer den med kærligheden, livet og troen:
Der står i den frysende morgen en tone der snart vil tø. Om lidt er stilheden moden og åbner sig som et frø.
I denne luft er der farver dit øje ikke kan se. De venter som dybder i rummet over den blinde sne.
Stille. Vent med at tale. Sæt ikke noget i gang. En dråbe stilhed mere og luften er fuld af sang.
Tekst: Benny Andersen
I forårssol
Her går jeg forunderligt svævende gennem den lyseblå luft.
Med hjertet beruset og bævende udover al fornuft.
Forelsket så intet kan tæmme det det lyser og ler og vil frem.
Jeg kan ikke et øjeblik glemme det. Og slet ikke huske i hvem.
Tekst: Piet Hein
Den lille frøken vintergæk
har kastet vinterkåben væk
og smidt de brune vanter.
Nu står du der så tynd og fin
kun iklædt hviden musselin
med grønne frynsekanter.
(Vers til et gækkebrev)
Thomas Kluge: Opstandelsen
Comments